Mange virtuelle besøgende på museet
Museets nye hjemmeside åbnede i foråret 2012 og er en stor succes. Både den og Skanderborg Leksikon har haft mange besøgende i 2012.
Skanderborg Museum fik ny hjemmeside i det tidlige forår 2012. Hjemmesiden er blevet godt modtaget, og mange brugere har givet udtryk for, at den er overskuelig og med mange relevante informationer – og så er den flot!
Sammen med portalen Skanderborg Leksikon udgør den en god indgang til de mange historier, som Skanderborg Museum formidler om livet i Skanderborg Kommune gennem fortid og nutid.
Næsten 60.000 besøgende har der været på Skanderborg Museums store hjemmeside i 2012. Heraf har en stor del klikket sig ind på forsiden, mens en anden topscorer er arkæologiafdelingens sider om forskningsprojektet Alken Enge med de ofrede jernalderkrigere i engen ved Mossø.
Også Skanderborg Leksikon, der åbnede i maj 2011, har i 2012 haft stor søgning med ca. 30.000 besøgende til de mange spændende artikler. Skanderborg Leksikon er et kulturhistorisk opslagsværk, der omhandler mennesker og steder, foreninger, institutioner og virksomheder i Skanderborg Kommune.
Alle kan oprette artikler, og indholdet opbygges i fællesskab af brugerne. Med tiden får vi dermed skabt et omfattende, lokalhistorisk leksikon med lettilgængelig information om personer, steder, bygninger, natur, institutioner, foreninger mv., som har tilknytning til Skanderborg Kommune. I skrivende stund er der 450 artikler, og der kommer hele tiden flere.